
Hvis hele samfundet holder åbent i 24 timer i døgnet, betyder det:
- at du skal arbejde meget mere
- at du aldrig har tid til at være sammen med dine venner og familie
- at fritid og arbejdsliv flyder så meget sammen, at du er mere udsat for stress
- at der kommer en masse udfordringer for samfundet i forhold til for eksempel børnepasning
HK Ungdom Hovedstaden er derfor meget imod at afskaffe lukkeloven, og derfor vil vi have gang i en debat, hvor alle danskere diskuterer, om vi ønsker et samfund, hvor vi alle er på hele tiden.
Vi håber, at en sådan debat kan åbne øjnene for, at der er behov for et begreb som kollektiv fritid, så vi har fri samtidig og kan samles med familien, vennerne, idrætsforeningen eller hvem, vi har brug for at se.
- Det er vigtigt at få en debat i gang. I befolkningen, på tværs af fagforeninger og med erhvervslivet. Hvis man afskaffer lukkeloven, er det ikke kun butiksansatte, det går ud over. Så skal daginstitutionerne også holde længere åbent, forsyningskæderne til butikkerne vil blive ramt, chauffører og lagerarbejdere vil blive ramt. Man kan måske lave nogle ændringer i lukkeloven, men det er vigtig, at vi sikrer, at folk ikke skal på arbejde hver dag, siger Johnny Chiang Kejs, der sidder i ungdomsudvalget i HK Ungdom Hovedstaden.
- At afskaffe lukkeloven vil også have store konsekvenser for familielivet. For eksempel vil det være svært for et par at få tingene til at hænge sammen, hvis den ene arbejder på kontor og har fri i weekenden, mens den anden arbejder i butik og skal arbejde hele weekenden, siger han.
Hvis man ikke har fri på det tidspunkt, hvor også ens venner og familie har fri, så er friheden ikke lige så meget værd. Det nytter ikke noget, hvis man har fri om onsdagen, når ens ægtefælle og børn har fri om søndagen. Fritiden sammen er ubetalelig, mener HK Ungdom Hovedstaden.
Diskussionen er aktualiseret, efter at de Konservative nu også har meldt ud, at lukkeloven kan fjernes. Hermed har de formentligt et flertal sammen med Venstre og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti.
I HK Ungdom Hovedstaden spørger vi: Er velfærd kun et spørgsmål om økonomi?
Er det ikke også et spørgsmål om at kunne være sammen med sin familie og venner?