Indlæg tagget med ‘uddannelse’

Hvordan får vi en bedre dialog mellem elever, skoler og erhvervslivet?

onsdag, 6. maj 2009

Erhvervsuddannelserne vil blive klart bedre, hvis der er gode relationer mellem elever, skoler og erhvervslivet. Det mener HK, fordi uddannelserne blandt andet så hele tiden vil passe til det, man efterspørger i virkeligheden.

  • Hvad mener du?
  • Hvordan kan man få en bedre dialog mellem elever, skoler og erhvervsliv?
  • Hvordan undgår man mismatch mellem samfundets behov og unges uddannelsesvalg?
  • Og hvordan sikrer man at uddannelserne altid er gearet til netop det, erhvervslivet efterspørger?
  • Og hvordan sikrer man samtidig, at erhvervslivet er åbne over for det nye, de unge kommer med fra uddannelsen?
  • Klik på ”kommentarer” herunder og skynd dig at skrive dine helt egne forslag til HK!

    Hvad for en fagforening har du brug for som ung?

    tirsdag, 11. november 2008

    HK er nysgerrig. Og vil gerne lære noget mere. Om dig, der er under uddannelse. Er elev på en arbejdsplads. Eller lige er kommet ud på arbejdsmarkedet.

    Hvad er det egentlig for en fagforening, du som ung har brug for?
    Hvad skal fagforeningen levere til dig?
    Hvilke forventninger har du til en fagforening?

      Lige nu er der især fire ting, som HK arbejder med for at hjælpe sine medlemmer:

      • At sikre gode løn- og arbejdsforhold
      • At sikre faglig og juridisk hjælp til dem, der kommer i problemer på deres arbejdsplads og har brug for støtte
      • At medvirke til at det psykiske og fysiske arbejdsmiljø er godt på arbejdspladserne. Det vil sige at sikre, at du har det godt på alle måder og at du ikke kommer til skade.
      • At sikre at der er mulighed for at gå på gode ungdomsuddannelser og at der er mulighed for at videreuddanne sig, når man først er kommet ud på arbejdsmarkedet.

      Men er det de rigtige ting at fokusere på, hvis man spørger dig? Har du nogle helt andre idéer til, hvad fagforeninger bør fokusere på? Eller andre måder, man kan gøre tingene på?

      Lokker virkeligheden og cool cash?

      torsdag, 4. september 2008

      Lige meget hvilken uddannelse du er i gang med, er det nok ikke gået forbi din næse, at der er mangel på arbejdskraft i dette land. Og det betyder at virksomheder hiver og slider i alle arme, de kan få fat på. Og faktisk er de også meget interesserede i at få fat på dig. Måske mens du er midt i en uddannelse. Eller netop når du er færdig med din ungdomsuddannelse.

      - Tidligere ventede man på, at folk var færdiguddannede. Det gør man ikke længere. Nu ryger virksomhederne ud på uddannelsesinstitutionerne og tager dem, inden de bliver færdige. Det gælder både i den private og den offentlige sektor, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til avisen 24timer.

      Selv om virkeligheden og cool cash kan virke tiltrækkende på dig, skal du måske lige tænke en ekstra gang over det, inden du kaster dig ud i det pulserende arbejdsliv. Det mener Flemming Ibsen i hvert fald.

      - Både samfundet og den unge bliver snydt. Man bliver handikappet senere hen, når man skal søge arbejde, fordi man mangler et færdigt uddannelsesbevis på sit CV, siger han.

      • Hvad siger du? Er det en god idé at tage arbejde, når der er brug for ekstra hænder?
      • Lokker det, at mange virksomheder har brug for dig, selv om du ikke er færdiguddannet?
      • Tænker du over konsekvenserne på længere sigt?

      Er du en flink dreng/pige?

      mandag, 25. august 2008

      Du er en flink pige/dreng, hvis du er gået direkte fra 9. klasse til din ungdomsuddannelse. Og har planer om at fortsætte på en videregående uddannelse uden slinger i valsen. I hvert fald hvis man skal lytte til regeringen. Der synes, det er meget vigtigt, at man spurter igennem uddannelsessystemet uden at kigge til siderne. Fra næste år får man endda en bonus, hvis man begynder på en videregående uddannelse senest to år efter at man er blevet færdig med sin ungdomsuddannelse. Så kan man nemlig gange sit karaktergennemsnit med 1,08.

      Men hvad mener du egentlig? Det er det, der er interessant. I hvert fald for HK. Smid en kommentar til dette og svar på spørgsmålene herunder.

      • Fik du den vejledning, du havde brug for mellem folkeskolen og din ungdomsuddannelse?
      • Havde du opfattelsen af, at det var bedst at gå direkte fra 9. klasse og videre på en ungdomsuddannelse? Hvorfor?
      • Eller var der nogen, der foreslog dig at tage 10. klasse med?
      • Synes du, det er vigtigt med hurtig uddannelsesstart?

      • Hvad synes du om den ordning, der betyder, at ens gennemsnit bliver forhøjet, hvis man går hurtigt videre på en videregående uddannelse efter ungdomsuddannelsen?
      • Bør den fortsætte?
      • Eller bør den afskaffes ifølge dig?
      • Hvad synes du om, at de unge, der er ude og arbejde et eller to år, ender bagerst i uddannelseskøen, selv om de nu har erhvervserfaring, fordi deres karaktergennemsnit ikke bliver ganget op?

      Af Kirsten Marie Juel Jensen, journalist, HK

      Det sociale liv er alfa omega

      fredag, 15. august 2008

      Det at have gode venner i sin klasse og have et godt forhold til sine lærere er noget af det vigtigste for at have det godt i skolen. Det viser en undersøgelse lavet for Dansk Center for Undervisningsmiljø. Hvis man har nogle gode venner at snakke med i frikvarterne og arbejde sammen med i gruppearbejdet i timerne, bliver det sjovere at gå i skole og nemmere at fuldføre sit studie.

      Har du selv oplevet, at skolen var svær at klare, fordi du følte dig ensom eller det sociale bare ikke fungerede? Eller er du helt droppet ud, fordi du ikke følte dig hjemme?? Så vil jeg meget gerne høre din historie.

      Du kan smide mig en mail her


      Ungdomspanelet er stolt af at køre WordPress
      Indlæg (RSS) og Kommentarer (RSS).