Lokker virkeligheden og cool cash?
torsdag, 4. september 2008Lige meget hvilken uddannelse du er i gang med, er det nok ikke gået forbi din næse, at der er mangel på arbejdskraft i dette land. Og det betyder at virksomheder hiver og slider i alle arme, de kan få fat på. Og faktisk er de også meget interesserede i at få fat på dig. Måske mens du er midt i en uddannelse. Eller netop når du er færdig med din ungdomsuddannelse.
- Tidligere ventede man på, at folk var færdiguddannede. Det gør man ikke længere. Nu ryger virksomhederne ud på uddannelsesinstitutionerne og tager dem, inden de bliver færdige. Det gælder både i den private og den offentlige sektor, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet til avisen 24timer.
Selv om virkeligheden og cool cash kan virke tiltrækkende på dig, skal du måske lige tænke en ekstra gang over det, inden du kaster dig ud i det pulserende arbejdsliv. Det mener Flemming Ibsen i hvert fald.
- Både samfundet og den unge bliver snydt. Man bliver handikappet senere hen, når man skal søge arbejde, fordi man mangler et færdigt uddannelsesbevis på sit CV, siger han.
- Hvad siger du? Er det en god idé at tage arbejde, når der er brug for ekstra hænder?
- Lokker det, at mange virksomheder har brug for dig, selv om du ikke er færdiguddannet?
- Tænker du over konsekvenserne på længere sigt?

